2. Dag i Washington:
Dagen begyndte med at de fleste spiste morgenmad på samme restaurant som i går. Herefter tog vi metroen ind til the Mall for at tage på Smithsonian Museum of National Indian. Der var en masse gode indianerhistorier, som bl.a. handlede om, hvordan indianerne lige pludselig sprang op i himlen og blev til stjerner.
Så gik vi over til the Capital og blev vist rundt med guide. Det var meget spændende at se og høre om det amerikanske demokratis historie. Vi fik lov til at komme ind i Senatet og overvære en session. Der var en lille afstemning, men det var ikke vildt spændende. Dog fik vi alle set John McCane! Det sidste på programmet var Museum of National History. Det var meget interessant at gå rundt og se på Amerikas historie og måden, amerikanerne viser sig selv frem på overfor udlændinge. Men vi gik rundt alene i små grupper uden guide og var meget trætte, hvilket var lidt ærgerligt. Så var programmet slut, og folk måtte selv bestemme, hvor de ville spise aftensmad. Vi var en gruppe på 10, som gik på McDonalds for at spise den største menu. Det resulterede i en meget sjov hjemtur, for folk var høje på sukker og kalorier.
Det skal forresten nævnes, at vejret har været intet mindre end vidunderligt - nok over 30 grader flere steder! Mange er blevet solbrændte, men ellers har vi godt styr på det. Natten er stadig ung, så nu skal der bare hygges med vennerne :)
Line og Monica L

Ingen kommentarer:
Send en kommentar